Verden på en neonatalafdeling og de følelser der følger med opholdet.

af Ghita | jan 31, 2019 | Alt det andet

Det kan lyde mærkeligt at det her sted er så meget anderledes end andre steder på et sygehus. Men Neonatalafdelingen er den der børneafdeling de fleste ikke overhovedet tænker over eksistere før man pludselig selv bliver lukket ind bag de tunge døre.

Her kæmper små babyer sammen med deres forældre for at komme ordenligt videre fra den tidlige start. Nogle kæmper for deres liv, andre skal “bare” have lidt starthjælp. Alle har hver deres historie og årsag til at være der.

Jeg har i forbindelse med Arthurs og Karlas fortidlige fødsler været indlagt på 4 af landets neonatalafdelinger. Skejby, hvor stemningen til tider virkelig kan være trykket, for her kæmper de små virkelig for deres liv. Her tager de sig også af de små pus der af en eller anden årsag melder deres ankomst før uge 28 og er ekstremt for tidligt fødte.
Viborg, hvor vi blev sendt videre til da Arthur var for rask til Skejby.
Odense, hvor jeg fødte Karla og så til sidst Kolding hvor vi blev flyttet til da vi var klar til det.

Fælles for alle afdelingerne er at de på væggene på gangene har billeder og historier hængende fra forældre og børn der har været indlagt og gerne vil sige tak til sygeplejerskerne og lægerne for at være en del af deres lille babys liv i en kortere eller længere periode. De her historier hjælper også os der går rundt på gangene til og fra vores egne babyer der ligger i på stuerne med ilt, sonder og hvad der ellers kan være nødvendigt. Nogle af historierne gør virkelig ondt, 500 g babyer der er blevet haste døbt inden operationer, kølebabyer der har ligget på køl for at undgå hjerneskader, babyer med voldsomme mén efter de her for tidlige fødsler osv. fælles for historierne er at de her børn har overlevet og de nu sammen med deres forældre vil sige tak til personalet på afdelingen der har reddet deres små børns liv.

De her sygeplejersker er for os forældre ikke bare nogle personer der møder på arbejde. De bliver rigtigt hurtigt en del af den her lille sygehus familie man får på NEO. De koncenterere sig ikke kun om baby, langt fra. De spørger om man har haft en god dag, var det godt at få set sin store dreng, husker du at få sovet, har du fået frisk luft i dag. De passer også på os, og de kan for det meste se ret hurtigt hvis man er ked af det eller er lidt presset over det hele.

Jeg har haft det virkelig svært ved at være på sygehuset samtidig med at jeg jo havde en lille dreng der hjemme, jeg vidste savnede hans mor og ikke forstod hvorfor hun ikke var der. Når han kom på besøg kunne han ikke forstå jeg ikke ville tage ham op og hvorfor jeg ikke kunne komme med hjem når ham og hans far kørte hjem igen. Det har godt nok uden tvivl været det værste ved den her situation. At være så utilstrækkelig. Sygeplejerskerne vidste det med det samme når jeg kom tilbage efter at have set Arthur og når jeg om aftenen lå selv med Karla, efter at Christian havde været der i løbet af dagen. Tak til de søde nattevagter der for det meste lige brugte 5 minutter på mig, og fortalte mig at jeg gjorde hvad jeg kunne, og at Arthur ikke ville kunne huske det om nogle uger alligevel.

Er man et sted i længere tid, kommer man hurtigt til at snakke lidt med de andre forældre og følge med i hvordan det går med deres små børn. Jeg følger stadig med hos moren til en lille dreng der var indlagt samme tid som Arthur. Og glæder mig til at kunne ses med moren til en lille Fyr der har været på samme stue som Karla. De her bekendskaber er vigtige. For de er de eneste der rigtigt ved hvad det er man går igennem fra man går ind af døren til NEO til man forhåbentlig kan tage sin lille baby med hjem.

Ikke et ondt ord om alle ens venner, familie og andet der forsøger at trøste og opmuntre med “Det skal nok gå”, “Det er jo ovre nu”, “Hun har det jo godt”, “Han klare sig jo fint”. Det gør de for det meste børnene, de klare sig godt, de vokser og de har det godt. De vil ikke kunne huske at de har været indlagt, med en grisetryne med ilt tapet fast til hovedet, en slange med mad gennem næsen, drop i armen til antibiotika og et utal af blodprøver i deres små fødder. Men det kan deres forældre, og jeg tror aldrig rigtigt at jeg vil kunne se på de billeder af mine børn med alt udstyret uden at få en klump i maven, eller hører en historie fra en anden der har været igennem det samme, eller et værre forløb uden næsten at få tåre i øjnene. Det har jeg også når jeg skriver det her.
Mine børn har det godt, heldigvis. men som mor glemmer jeg ikke de spor de her to forløb har sat, det er ALDRIG rigtigt ovre og man kommer ikke bare igennem det.
Tak til de her to for at være så stærke og stædige! Jeg vil kæmpe for jer resten af jeres liv, men lige her, med c-pap, måleudstyr og sonde har i kæmpet jeres kamp, her har jeg ikke kunne gøre noget. Jeres skæbne lå i jeres egne og sygeplejerskernes hænder.

Lille Karla – Endnu en præmatur baby

af Ghita | jan 31, 2019 | Alt det andet

For snart to år siden skrev jeg et indlæg hvor jeg fortalte at jeg havde fået en lille søn. Min søn var født i uge 34+0, altså 6 uger for tidligt. Han var ikke ret stor. 2190 g. og 47 cm.
Et forløb og en start med en præmatur baby sætter mange spor. Nok mest hos moderen. Vi har alle sammen en forestilling om hvordan det er at være gravid, føde og herefter få en lille baby med hjem, hvor man bliver en lille familie.

At føde for tidligt passer ingen steder ind i den der forestilling som de fleste har og der er ingen der advarer en om hvad der kan vente en hvis man føder for tidligt. Jeg ville ønske at jeg havde kendt bare lidt til det der følger med.

Jeg fødte d. 08.12.18 en lille pige, i uge 33+1, altså endnu et præmatur barn, født næsten en uge før det første. Denne gang var historien lidt en anden. Hun blev taget ud med sub akut kejsersnit, fordi mit insulinbehov pludselig faldt, det må det ikke i en graviditet, det skal gerne stige, MEGET!. Jeg blev overvåget i en uge mens jeg fik lungemodner og da det havde virket blev der foretaget et kejsersnit.

I det her indlæg vil jeg tage jer med fra fødsel til termin . Det er en periode der byder på mange udfordringer. I første omgang er i med fra jeg har født til vi kommer hjem.

08.12.18 Jeg føder ved kejsersnit. Kejsersnittet forløber som det skal, jeg hører et lille skrig, hvorefter de tager baby med ud, jeg ser hende ikke. De kalder på min mand og siger at han nu kan følge med til børneafdelingen (Neo). Han går med. Jeg har stadig ikke set baby. Jeg bliver lappet sammen, og kørt på opvågning. Efter et par timer kommer min mand ned til mig og viser mig billeder af den lille mus, plantet til i ledninger og overvågningsudstyr. Det her syn har jeg set før, så det skræmmer mig ikke umiddelbart. Karla vejede 2650g og var 47cm lang. En del større end storebror. En sukkerbaby, (Jeg har sukkersyge, og det kan forårsage store babyer).

Jeg kommer op på afdelingen ved 16-tiden, Karla er født 12.33. Af en eller anden årsag er jeg ikke ordentligt smerteinddækket. Så da jeg kommer ind ved siden af hende i min seng, kan jeg slet ikke se mig ud af at skulle have hende op. Jeg får i stedet hentet den her kære gule hund, som nu skal følge mig de næste mange uger (Det er en malkemaskine jeg snakker om). Jeg starter udmalkning, for hurtigst muligt at få mælken til at løbe til så Karla kan få det, i hendes lille sonde. Babyer der er født så tidligt kan ikke spise selv. Det har de ikke kræfter nok til. Så, så længe sonden er der skal jeg malke ud 7-8 gange i døgnet.

Kl. ca. 20. den aften får jeg for første gang mit barn over til mig. Stadig koblet til en masse udstyr og maskiner. Hun er en fin lille pige, jeg kan sagtens se forbi alt udstyret. Så glad, men også træt nyder jeg et par timer der i sengen sammen med min datter, der når jeg er færdig med at sidde med hende igen skal over i hendes lille lukkede kuvøse, alene, jeg kan ikke tage hende med, sengen ved siden af kuvøsen er ca. grænsen for hvor langt iltslangerne kan nå. Jeg skal til hun er udskrevet “Dele” hende med sygeplejerskerne. Lige meget hvor meget jeg ligger hos hende er jeg jo også nødt til at få mad, komme i bad, få lidt luft, sove og malke ud. Så jeg kan ikke være der hele tiden.
Heldigvis kommer hun sig hurtigt og vi bliver overflyttet til Kolding, med ambulance. Så vi kan være tættere på HJEM. Jeg har nu været indlagt i 1½ uge. Set min store søn 1 gang i et par timer. Der er så mange ting ved den her situation der er så forkert.

Jeg skulle her i december have været hjemme sammen med min søn og mand og julehygget, med en baby i maven. Det var ikke meningen at jeg skulle bo på sygehuset for langt væk hjemme fra og ude af stand til at gøre til eller fra. Med et kejsersnit må jeg ikke løfte min søn, så jeg ville ikke engang kunne bytte med min mand og tage hjem til ham. Han er to år, og der er stadig en masse ting han ikke selv kan.

Efter nogle dage kommer vi til Kolding, så det betyder at der nu kun er 7 min kørsel til og fra sygehuset. Min søn har fødseldag d. 14.12 . Her kører både min mand og jeg hjem og er hele eftermiddagen til han er puttet om aftenen, hvorefter jeg igen kører ind til Karla.

Weekenden går godt og mandag får vi at vide at vi kan komme hjem senest fredag d. 21.12. Hun er kommet af med ilt og overvågning, har kun sonden og en apnø-monitor tilbage der giver alarm hvis hun glemmer at trække vejret. Så vi får hende med på hotelværelset og skal nu selv “passe” hende.

Det er altså mærkeligt at starte ud med at være overvåget 24 timer i døgnet. jeg glæder mig noget så frygteligt til at komme hjem.

Der er dog en udfordring mere. Jeg ved godt at det her er et luksusproblem, men hos mig er det en kæmpe bekymring. Jeg malker ud og på knap en uge har jeg 1200 ml. mælk i døgnet. Lille Karla skal bruge 8 x 60 ml. Jeg skal altså når hun om lidt begynder at spise selv få trappet ned så jeg kan komme af med malkemaskinen. Jeg prøver lige så stille at starte da vi er på sygehuset. Det resultere i en indlæggelse til mig med brystbetændelse. Dog reagere min krop hurtigt og jeg slipper af med problemerne på et par dage. Så afsted for at leje en malkemaskine så vi kan have en hjemme.

Torsdag d. 20.12. Har Karla ikke på noget tidspunkt vist nogle problemer, hun har ingen alarmer haft på hendes lille sensor og ingen anden problemer. Så jeg får snakket med en sygeplejerske der skal give os et hurtigt førstehjælps kursus. JA FØRSTEHJÆLP. Det er en af kravene for at vi kan komme hjem. Vi skal vide hvordan vi genopliver hende hvis uheldet skulle være ude. :/ Sygeplejersken kigger på mig og spørger om vi ikke bare vil hjem bagefter. Altså tage vores lille pige med hjem! Knap 2 uger efter hun er født. Jeg siger ja uden at blinke. Det er hun lidt overrasket over. Da forældre har det med at gå i panik når de bare får lov at tage hjem med det samme. JEG SKAL BARE HJEM TIL MIN MAND OG MIN LILLE DRENG, Sammen med Karla! Så vi får pakket alt det udstyr der skal til for selv at kunne håndtere sonde, kunne malke ud og ellers stadig passe et lille barn. Arthur og Christian kommer ind til en hurtig gennemgang af den “Manual” der følger med sådan en tidlig udskrivelse(THO), der stadig betyder at vi skal møde til vejning 2 gange om ugen for at sikre trivsel hos Karla.

Samme eftermiddag kan jeg tage autostolen og min lille datter og kører hjem til os selv, (Christian og Arthur er kørt hjem igen tidligere da han skulle puttes til middagslur).
Nu kan vores hverdag starte og vi kan prøve at finde os til rette med situationen.

En lille  smagsprøve på hvad julen og de næste mange uger bringer på:
– Med et præmatur barn på THO, er der ingen adgang for syge folk i vores hjem. Det er Dec. måned, prøv at forestil dig hvor meget selskab vi har hjemme.
– Der skal stadig malkes ud til hun spiser helt selv og jeg kan trappe så meget ned at jeg ikke behøver den.
– Vi skal give hende mad hver 3. time. Er hun vågen skal hun tilbydes bryst. Ellers bare sonde.

Du skal nok få historien fra de sidste uger indtil termin. Men det her indlæg er allerede blevet for langt 😉

Så det kommer senere. 🙂 Husk, det her er min historie og min oplevelse af starten på livet for for tidligt fødte børn og deres forældre. Der er mange forskellige måder at takle det på.

Vi har det godt og Karla trives, men vejen dertil er ikke altid nem.

En Master, en Barsel, men hvad så nu ?

af Ghita | jan 22, 2018 | Alt det andet

Før jeg gik på barsel færdiggjorde jeg min master i Teknologi Basseret forretningsudvikling fra BSS Aarhus. Herefter gik jeg ledig et halvt år, hvor jeg blandt andet var i praktik hos Karen Klarbæk.

Arthur kom til verden 6 uger før beregnet, jeg nåede ikke engang at starte min rigtige barsel inden han bare kom til verden. Den der måned, hvor man bare skulle have gjort en masse ting klar, hygget og bare slappet af. Det havde vi åbenbart ikke tid til.

Nu er der gået et år, ET HELT ÅR, faktisk lidt mere. Min barsel sluttede d. 28 december. Efter at have presset og forlænget den alt hvad jeg kunne. Arthur er kommet i dagpleje, vi har fundet den sødeste dame som bare elsker hendes dagplejebørn lige så meget som de elsker hende.
Vi er flyttet i vores “lille hus” på landet. hvor vi har en masse have og natur omkring os. Det er det bedste vi har gjort for os selv og vores lille dreng.

Men hvad så nu. Staten jager med os, vi skal ha en uddannelse, helst en af de gode. Vi skal have en uddannelse der kan bruges på arbejdsmarkedet. Det skal gøres hurtigt og uden for mange sidespring. Jeg har gennemført først min bachelor og bagefter min master på normeret tid, men hvad dælan skal jeg bruge det til? Jeg var så heldig at det lykkedes ret hurtigt at blive gravid, så jeg ikke var så eftertragtet på arbejdsmarkedet og kunne slappe lidt af efter uddannelse. Jeg har aldrig holdt et sabbat år. Eller jo der var et halvt år mellem HTX og ingeniørhøjskolen, hvor jeg arbejdede fuld tid i Stadium. Et halvt år hvor jeg skulle tjene alt hvad jeg kunne, fordi jeg skulle flytte hjemmefra. Jeg arbejdede +40 timer om ugen og fik aldrig rigtig slappet af.

Nu er jeg færdig med den her længere videregående uddannelse, og har ikke lyst til at bruge den. Jeg har mens jeg studerede brugt uendeligt mange timer med en hæklenål eller strikkepinde i hånden. Og det eneste jeg har lyst til er at fortsætte med det. Men jeg er vokset op med lyden af at man ikke kan leve af sin hobby. Ikke nødvendigvis fra mine forældre, men fra lærer, medier, nyhederne og hvad der ellers præger ens opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert. MEN hvorfor? Hvis man nu hver eneste dag kunne stå op og lave det man har aller mest lyst til og samtidig være i stand til at leve af det. Er det ikke det vi alle sammen drømmer om, men de fleste ikke tør sige højt?
Ikke at jeg nu skal lyde som en der har nasset på staten i 5 år for at tage en uddannelse som ikke skal bruges. Jeg har fået ufattelig meget med fra studiet, som jeg kan bruge hver eneste dag ! Uddannelsen er bestemt ikke spildt. Er bare ikke sikker på der skal stå civilingeniør på mit visitkort 🙂

Lige nu er jeg i gang med at prøve at regne ud hvordan jeg får det hele til at hænge sammen på en måde så jeg både får mig selv og min familie med.

Min barsel har været hård. Jeg vil ikke brokke mig, jeg elsker min søn mere end jeg kan sætte ord på. Samtidig med at han på tidspunkter fylder så meget at jeg ikke kan være i det. Han er født for tidligt, han har ikke som sådan nogle men af det. Men har døjet rigtig meget med uro. Så meget uro at vi når vi skulle putte ham (ikke kun til natten, men de der 3-5 gange om dagen sådan en baby skal ha en lur) har stået med en dreng der har skreget, slået og sparket med benene. Eneste måde han faldt til ro var ved at gå rundt med ham og vugge ham i armene, men det tog tid før han overgav sig. Den tid var en kamp hver eneste gang.
Det er uhyggeligt når  man kan elske og hade noget så meget på samme tid. Nu snakker jeg bare om min barsel. Arthur kan jo ikke gøre for det.
Så jeg prøver nu at finde mig selv, og løse problemet med at finde ud af hvad jeg aller helst vil!
Som søde Karen Klarbæk har fortalt mig mange gange så falder alting på plads når det er meningen at det skal det.

En af de lidt mere seriøse indlæg, men her er jeg, og det er ikke så vigtigt med de her høje uddannelser hvis det ikke er det vi bliver glade af. Hvis det fedeste i verden er at kunne arbejde som læge eller ingeniør eller noget andet så go for it. ! Men hvis det er fordi det føles som en pligt, så lad vær. Det er ikke det værd, og det bliver aldrig det rigtige! 🙂
Når jeg har fundet mig selv, og lagt en rigtig plan så kommer der til at ske masser af ting. ! Masser af de der ting hvor man sidder og smiler mens man gør det og bare er GLAD!

Ha en skøn dag. I får lige det her billede med endnu en gang! Bliver bare så glad over alle de farver! 🙂