Før jeg gik på barsel færdiggjorde jeg min master i Teknologi Basseret forretningsudvikling fra BSS Aarhus. Herefter gik jeg ledig et halvt år, hvor jeg blandt andet var i praktik hos Karen Klarbæk.

Arthur kom til verden 6 uger før beregnet, jeg nåede ikke engang at starte min rigtige barsel inden han bare kom til verden. Den der måned, hvor man bare skulle have gjort en masse ting klar, hygget og bare slappet af. Det havde vi åbenbart ikke tid til.

Nu er der gået et år, ET HELT ÅR, faktisk lidt mere. Min barsel sluttede d. 28 december. Efter at have presset og forlænget den alt hvad jeg kunne. Arthur er kommet i dagpleje, vi har fundet den sødeste dame som bare elsker hendes dagplejebørn lige så meget som de elsker hende.
Vi er flyttet i vores “lille hus” på landet. hvor vi har en masse have og natur omkring os. Det er det bedste vi har gjort for os selv og vores lille dreng.

Men hvad så nu. Staten jager med os, vi skal ha en uddannelse, helst en af de gode. Vi skal have en uddannelse der kan bruges på arbejdsmarkedet. Det skal gøres hurtigt og uden for mange sidespring. Jeg har gennemført først min bachelor og bagefter min master på normeret tid, men hvad dælan skal jeg bruge det til? Jeg var så heldig at det lykkedes ret hurtigt at blive gravid, så jeg ikke var så eftertragtet på arbejdsmarkedet og kunne slappe lidt af efter uddannelse. Jeg har aldrig holdt et sabbat år. Eller jo der var et halvt år mellem HTX og ingeniørhøjskolen, hvor jeg arbejdede fuld tid i Stadium. Et halvt år hvor jeg skulle tjene alt hvad jeg kunne, fordi jeg skulle flytte hjemmefra. Jeg arbejdede +40 timer om ugen og fik aldrig rigtig slappet af.

Nu er jeg færdig med den her længere videregående uddannelse, og har ikke lyst til at bruge den. Jeg har mens jeg studerede brugt uendeligt mange timer med en hæklenål eller strikkepinde i hånden. Og det eneste jeg har lyst til er at fortsætte med det. Men jeg er vokset op med lyden af at man ikke kan leve af sin hobby. Ikke nødvendigvis fra mine forældre, men fra lærer, medier, nyhederne og hvad der ellers præger ens opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert. MEN hvorfor? Hvis man nu hver eneste dag kunne stå op og lave det man har aller mest lyst til og samtidig være i stand til at leve af det. Er det ikke det vi alle sammen drømmer om, men de fleste ikke tør sige højt?
Ikke at jeg nu skal lyde som en der har nasset på staten i 5 år for at tage en uddannelse som ikke skal bruges. Jeg har fået ufattelig meget med fra studiet, som jeg kan bruge hver eneste dag ! Uddannelsen er bestemt ikke spildt. Er bare ikke sikker på der skal stå civilingeniør på mit visitkort 🙂

Lige nu er jeg i gang med at prøve at regne ud hvordan jeg får det hele til at hænge sammen på en måde så jeg både får mig selv og min familie med.

Min barsel har været hård. Jeg vil ikke brokke mig, jeg elsker min søn mere end jeg kan sætte ord på. Samtidig med at han på tidspunkter fylder så meget at jeg ikke kan være i det. Han er født for tidligt, han har ikke som sådan nogle men af det. Men har døjet rigtig meget med uro. Så meget uro at vi når vi skulle putte ham (ikke kun til natten, men de der 3-5 gange om dagen sådan en baby skal ha en lur) har stået med en dreng der har skreget, slået og sparket med benene. Eneste måde han faldt til ro var ved at gå rundt med ham og vugge ham i armene, men det tog tid før han overgav sig. Den tid var en kamp hver eneste gang.
Det er uhyggeligt når  man kan elske og hade noget så meget på samme tid. Nu snakker jeg bare om min barsel. Arthur kan jo ikke gøre for det.
Så jeg prøver nu at finde mig selv, og løse problemet med at finde ud af hvad jeg aller helst vil!
Som søde Karen Klarbæk har fortalt mig mange gange så falder alting på plads når det er meningen at det skal det.

En af de lidt mere seriøse indlæg, men her er jeg, og det er ikke så vigtigt med de her høje uddannelser hvis det ikke er det vi bliver glade af. Hvis det fedeste i verden er at kunne arbejde som læge eller ingeniør eller noget andet så go for it. ! Men hvis det er fordi det føles som en pligt, så lad vær. Det er ikke det værd, og det bliver aldrig det rigtige! 🙂
Når jeg har fundet mig selv, og lagt en rigtig plan så kommer der til at ske masser af ting. ! Masser af de der ting hvor man sidder og smiler mens man gør det og bare er GLAD!

Ha en skøn dag. I får lige det her billede med endnu en gang! Bliver bare så glad over alle de farver! 🙂 


This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.