Vi kom som jeg fortalte i sidste indlæg hjem d. 20.12.18, på tidligt hjemmeophold. Under det her tidlige hjemmeophold er formålet at:
– Baby lærer at spise selv, Udmalkningen nedtrappes, Baby tager på og kommer i trivsel, Sonden nedtrappes.
Det lyder umiddelbart forholdsvist simpelt, børn de er jo født med evnen til at spise selv, Ikke ? Det er de fleste da i hvert fald. Problemet her er bare at hun ikke har energien. Hun sover mere eller mindre hele døgnet og det er hårdt at spise selv. Derudover så har mor fået stablet så vild en mælkeproduktion på benene at hun er ved at blive kvalt i mælken hver anden gang fordi det bare løber så stærkt.
Men lad os starte med vore største problem. Karlas og generelt præmatur babyers immunforsvar er ikke fantastisk, og bare en forkølelse kan betyde genindlæggelse og ny tur i c-pap. Derfor anbefales der på det groveste at man holder syge folk ude af huset. December måned i DK, prøv at forestil dig hvor let det er at få besøg og social kontakt. 😉
Første problem blev julen, jeg ville så gerne give Arthur en rigtig jul. Planen havde været at vi skulle hjem til Farmor og Farfar for at holde jul sammen med Christians søster, mand og deres dreng. Det bliver i første omgang flyttet hjem til os, så vi ikke skal kører så langt med Karla. Så Ringer Søsteren og meleder at Vilhelm er syg og de ikke kan komme(et par dage før). Vi når frem til julemorgen, så ringer farmor og siger at farfar er syg, så de kommer heller ikke. Altså skal vi holde jul selv. Problemet er lidt at Farmoren skulle stå for det meste af maden, så det har hun, og gaverne fra den side af familien. Jeg tænker at det kan vi løse, mine forældre bor kun 10 km væk og skal holde jul med min søster. Så vi kører da bare derhen. Men nej, min søster er også syg.
På randen til bare at give op og sætte mig ned og græde, må vi så finde ud af hvad vi gør. Farmor kom med noget mad og gaverne. Vi holdte tidlig jul med vores lille dreng, alle sammen stadig i nattøj og uden den helt vilde julestemning. Men jul blev det da.
Juledagene var stille, vi havde meldt fra til alle julefrokosterne, der var også nogle halv syge folk.
Nytår blev også hjemme, med bare os selv. Egentlig skete her ikke voldsomt meget. Det kan godt være det er alt det her der forstærker frustrationen over den tur vi endnu engang er igang med. Det eneste jeg ønskede mig til jul var en baby der var inde i maven. Det endte med at jeg knapt nok opdagede at det var jul.
Karla kommer til tjek to gange om ugen på sygehuset, hun vokser en del mere end nødvendigt, så vi får hurtigt lov til at trappe ned på sonden om dagen og lade hende spise selv, det hun kan. Det er dog ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Det starter med 5 min. et par gange om dagen. (20 min. anses for at være et helt måltid). Humøret er ikke vildt godt hos mig, det er dumt, men jeg har så meget skyldfølelse hængende på mig. Det er jo min krop der har givet op på graviditeten, så hun var nødt til at skulle ud. Nu skal vi så igen starte livet som “professionelle forældre”. Dem der, der notere hver eneste ble, tiden på måltidet, skal vurdere om hun skal have mere i sonden, skal vække baby hver 3. time for at give sonde, skal forklare ned til mindste deltalje hvordan baby har det når vi møder på sygehuset, skifte plasteret på sonden osv. Endnu en Skema-baby.
Jeg er så træt. Egentlig ikke på mangel af energi. Men fordi alting igen bare er fejlet for mig og alting er en lang kamp. Fra Karla spiser første gang selv, til hun få lov til bare at spise hos mig, uden suppleringsflasker og andet går en måned. I den periode malker jeg stadig ud 5-8 gange i døgnet, fordi jeg får ondt og begyndende brystbetændelse når jeg forsøger at trappe ned. Jeg vil bare så gerne at det skal lykkedes, at min krop den kan levere noget der virker. (Det lykkedes ikke godt med min søn, hvor jeg måtte opgive amning 6 uger efter han blev født “Ondt i maven”)
På magisk vis lykkedes det at komme af med malkemaskinen, og vi bliver til sidst helt udskrevet fra sygehuset, nu skal sundhedsplejersken så komme et par gange om ugen til at starte med for at sikre at hun vokser. Det er dog hjemme og den samme SP som vi havde til Arthur, hvilket vi er virkelig glade for.
Lige så stille kommer der lys for enden af tunnelen. Men hold nu op det er en lang kamp. og som jeg skrev i indlægget Verden på en neo….. så er der bare ikke rigtig nogen der forstår hvad det er jeg står med. Karla hun har det jo på magisk vis godt, amningen kom til at fungere og jeg helede så jeg kunne løfte på min søn igen.
Men hvor gør det ondt at sætte børn i verden til den start. Børn skal være der hvor de er allermest trygge, og det er altså ikke i en kuvøse de første uger af deres liv. de skal have den tryghed der er forbundet med den hygge der er når mor eller far giver dem mad i armene. Jeg er fuldstændig klar over at jeg har gjort hvad jeg kunne og at det ikke er min skyld. Men det gør ondt, og dejavu oplevelsen af at stå der igen to år senere bare med en anden lille baby, den er virkelig forfærdelig. Første gang skræmte udstyret mig. Anden gang blev jeg næsten bange for mig selv. Jeg stod og kiggede på min lille pige og så ikke noget unaturligt. Slangerne, alarmerne og alle skærmene var blevet en del af det at få børn for mig. 🙁 Hvor ville jeg gerne prøve hvad det vil sige at få børn på normal vis. Hvor et par dage i lysterapi for gulsot, eller at mælken ikke løber til hurtigt nok er det største problem. (Ingen sammenligning, det er forfærdeligt for de forældre der står i de problemer, og der er nogle der står med noget der er langt værre end det jeg har oplevet, vi har alle sammen vores kampe og vores måde at komme igennem dem på).
Til termin vejede lille Karla 4,2 kg og var 53 cm lang, der er ingen umiddelbare problemer med hende, andet end lidt hurtig overstimulering, og vi er nu kommet i programmet for almindelige babyer hos sundhedsplejersken. Så ingen tvivl om at hun har klaret det godt. Det gør de fleste præmatur babyer heldigvis, Desværre er der nogle med mén, og problemer senere i livet. Hvor meget vi har fået med af det ved vi jo ikke endnu, men jeg er overbevist om at hvis jeg lytter til mine børns signaler så skal de nok komme fint igennem det hele.
Med de her tre indlæg vil jeg ikke male fanden på væggen, søge medlidenhed eller andet, men jeg håber at der er nogle der vil lytte og tage det her ene råd seriøst:
“Tag nu for pokker din krops signaler seriøst. Børn bliver født for tidligt og det kan lige så godt være dig, som en af de andre der ender med en alt for lille og skrøbelig baby”. Lægen mener det også når de siger at du skal slappe af. og du skal spørge om hjælp hvis der opstår gener eller ting du ikke ved hvad betyder. Der er ingen der ved hvor ondt du har, hvor du har ondt, eller hvad der ellers er problemet hvis du ikke fortæller om det. Du kender din krop bedst!
– Jeg vil gerne hjælpe, lytte, snakke eller andet hvis du står i lignende situationer. Skriv endelig en mail iversen@denlillegarnbutik.dk . Jeg har manglet nogle af snakke med i alt det her, så mangler du en så sig til, det er alt for hårdt at gå igennem selv.